|
19 elever og deres lærere tog sydpå til solen og cikaderne i Gambia.  Af Momodou Camara I forrige nummer af Djembe bragte vi en artikel af lærer Pernille Münster-Swendsen fra Helsingør Lille Skole, hvor hun fortalte om sin rejse med 19 elever i Gambia i tre uger i november 1997. 10. klasse-eleverne besøgte unge på deres egen alder i Kuntaur Fulla Kunda langt inde i landet. Det er en landsby med lerhuse og jordgader, hvor lyset kommer fra solen, månen og stjernene, og vandet skal pumpes op af en brønd med håndkraft. Under opholdet i Kuntaur Fulla Kunda fik eleverne en dag til opgave at tage farver, blyanter og papir med, og sætte sig alene et tilfældigt sted i landsbyen. Opgaven lød: Hvad hører du? Hvad lugter du? Hvad fornemmer du lige i dette øjeblik? Og hvilke stemninger sættes i gang i dig? Her er nogle af elevernes beskrivelser. Af Michael Sperling, 17 år Det er overskyet og knapt så varmt. Jeg sidder under et stort træ, nær en brønd. Rundt om mig går høns, geder og de mennesker, der er ved at vaske sig eller bare skal hente vand fra brønden. Jeg havde kun lige akkurat set mig om her i Jakaba, da en ældre mand kom over til mig og spurgte hvem jeg var, og hvor jeg kom fra, sådan er mennesker her. Han lyttede interesseret, og da jeg spurgte ham om, hvor jeg befandt mig, fortalte han mig at jeg var i Jakaba og gik så stille og roligt videre. Ved siden af mig sidder to små piger, på 8-10 år. De er ved at vaske tøj, de lærer det tidligt her. På den anden side sidder seks drenge og kigger på mig, men det generer mig ikke, det er jo ikke hver dag, der kommer hvide mennesker her, og det er slet ikke normalt, at de sætter sig ned ved brønden, for at skrive og tegne. Alle ser ud til at hygge sig. Drengene snakker og pigerne synger. En vogn kommer forbi, der sidder en ældre mand foran og en dreng bag på for at holde ligevægt i vognen, der kun har to hjul. Der er et æsel foran til at trække. Pludselig kommer der et nyt æsel frem fra buskene, og en hund kommer også logrende forbi. Æslet går over til brønden, mens hunden løber videre. Så udstøder æslet nogle høje skrig, inden det veltilfreds begynder at drikke af det spildte vand fra brønden. 
Brønden er en tysk boret brønd. Generelt må jeg sige, at
Tyskland, og os selv i Danmark, har ydet en rimelig stor indsats hernede, mens
USA, Frankrig og specielt England - det er en af deres gamle kolonier - har
skuffet mig noget. Nu bliver der ro, og jeg kan høre fuglenes kvidren. Et får bræger også i baggrunden. Ti minuter senere er her nu kommet folk til brønden igen, det er tre piger, der henter vand. Der er stadig tre drenge bag ved mig. De kan desværre ikke tale engelsk, men de forsøger ivrigt at imponere mig. En står på hovedet, én kravler i træet bag mig, og endnu én har sat hver sin fod op under sine knæhaser og forsøger nu at gå på knæ. Nu er der kommet en anden pige, hun er gået hen for at vaske. Hun er lidt større end de to piger, der var her tidligere, et år eller to. Hun samler det tøj, de to små piger havde vasket, sammen, vasker det lige en gang til og går så videre. Nu siger min numse mig, at tiden er gået, så jeg samler mine ting sammen og begynder at gå hjemad. Af Katrine Borum, 16 år Afrika, det fortabte kontinent Krig, sult, stammeforfølgelse Og magtsyge mennesker, der udnytter landets befolkning Fattigdom er overalt og hungersnøden hærger hele kontinentet Det er hvad vi får at vide Men det er kun en brøkdel af sandheden Sandheden er at de er de rigeste med kultur og sammenhold Vores forkvaklede forhold til familie findes ikke De tager sig af hinanden Familien er et uløseligt bånd der aldrig kan brydes Vi lever med maskiner som vi stoler på Vores familier lever på plejehjem Og vi ser vores andre slægtninge to gange om året Vi er fede, hvide og kedelige  af industrialiseringen Vores sange er uden livsglæde Vores slægtsbånd er svage Vores historie er farvet blodrød Af alt slaveriet og forfølgelsen af andre mennesker Deres tilgivelse af vores synder forekommer mig uvirkelig Deres sange har livsglæde Deres kultur blomstrer i fuldt flor Deres slægter og stammer kan føres langt tilbage i historien Deres materielle fattigdom er intet imod vores sinds fattigdom Vi lever i vores stressede verden uden jordforbindelse De lever i troen om at hvis man ikke når det i dag så når man det i morgen De mennesker vi kalder fattige lever i rigdom af deres kultur Af Emilie Bådstorp, 15 år I dag er det meget overskyet, så derfor bliver mine omgivelser endnu mere grå og kvinderne endnu mere farverige. Lige nu er der samlet en lille flok børn rundt om mig, deriblandt en dreng, som fortæller mig, at han har været syg og ikke kan komme i skole igen før om et år, han vil meget gerne have min kuglepen. Kvinderne har travlt med deres og virker en smule stressede. Børnene laller bare lidt rundt og giver en hånd med, en gang imellem. Fuglene kvidrer på taget over mig og en klokke fra en ko kommer nærmere og næmere. Der er også et par æsler hist og her. Fluerne er nu begyndt at sværme om mig og det samme er en lille dreng, efter jeg gav hans ven en kuglepen. Det er meget blandede huse her, det ene sted er det et lerhus og det andet cementhuse med bliktag. Nu har en kvinde sendt sine to små piger hen til mig, jeg ved ikke hvorfor. Her lugter bare afrikansk, nærmest som røgelsespinde. En pige har lige siddet ved siden af mig, hun havde bare et rigtigt flot hår. En høne går langs med muren til en compound, lige foran mig, den skrukker. En flok geder har lige passeret mig og med dem en duft af gammel ged. En ung mand står henne ved brønden, men det ser ikke ud som om han selv kan pumpe, for han har fået to små piger til at pumpe for sig. Nu er alle kvinderne gået hjem med deres vand og der er en mere afslappet stemning. Det er ret rart at sidde her, nu hvor der slet ikke er nogle små børn omkring mig. I naturen er det ofte sådan, at hannen er mere farverig end hunnen, men sådan er det ikke her, kvinderne er flotte og farverige, mens mændene for det meste går i sort, gråt, hvidt eller mørke farver. Et æsel fyldt med sår på benene trasker forbi mig og vifter lidt med ørerne, som om det ville sige 'Goddag'.
|
Hjem