Afrikas stærke arme
Gry var en af de 19 elever, der med deres klasselærer fra Helsingør Lille Skole tog til Gambia sidste november for at bo ude på landet uden moderne faciliteter i tre uger Af Gry Schachtsabel Jeg sidder i en mark omgivet af en form for 30-50 centimeter høje strå med bløde toppe. Man kan ikke se mig fra stien, der løber parallelt med marken, fordi jeg sidder ned.
Jeg gemmer mig her i en af de lokale bønders mark. Gemmer mig, ikke af
angst, men for at få lidt ro til min varme hjerne.
Fra landsbyen siver den monotone lyd af en kvindes hamren med en morter ud over
markerne og når mine ører. Det lyder som et stort hjerte, der
banker. Hvem ved, måske ligger noget af Afrikas hjerte i de kvinders
hamrende lyde.
Det er Afrikas stærke arme, der arbejder, som de har gjort i
umådelige tider.
Det er lummert, og insekterne flyver om ørerne på mig. Himlen er for
en gangs skyld ikke skyfri, men musegrå. Det er varmt. Tøjet
klæber til min krop. I et sekund af irritation har jeg lyst til at rive det
hele af, men jeg betænker mig. To vidt forskellige tanker i samme
sekund. Varmen tager til, idet solen kæmper med skyerne om at få lov til at gøre jorden endnu mere varm og tør. En svag brise får stråene til at sveje og ringe som små klokker.
Jeg kan lugte levende, frie dyr og støvet kildrer i min næse.
Når man går ad stierne hernede stiger der små støvskyer
til vejrs. Over mig flyver flokke af småfugle og luften er varm... varm... varm...!
This article is published on print in Djembe Magazine, no. 25, July 1998.
|