Vi - det vil sige 10. klasse på Helsingør Lille Skole, to af klassens lærere, Espen Andersen og mig, samt vores kontaktperson Momodou Camara, en gambianer, som gennem 20 år har boet i Danmark. Det hele startede i marts måned 1997, hvor min 10. klasse og jeg som klasselærer skulle beslutte, hvilket land vi denne gang skulle besøge.
Det er skolens målsætning at lade de ældste klasser møde lande med en anden religion, kultur eller politik, for at gøre eleverne i stand til at forstå den meget komplicerede verden, vi lever i i dag, og ikke mindst for at kvæle den racisme, som desværre også findes her i Danmark.

I 8. klasse var vi i England, i 9. klasse i Tyskland og det tidligere DDR. Når så eleverne når til 10. klasse, som er obligatorisk hos os, kommer den "store rejse": Tidligere 10.-klasser havde været i Egypten, Tunesien, Marokko, Tyrkiet og en enkelt gang i Sovjetunionen og Armenien. Alle besøg havde givet klasserne en fantastisk oplevelse, men endnu havde ingen haft mulighed for at se det "rigtige" Afrika.

Afsted til Gambia
Jeg forsøger at finde materialer om Gambia. Det er meget svært, for der findes kun ganske få bøger, og disse er gamle. Ret hurtigt kommer jeg dog i forbindelse med Momodou, som straks er med på min idé om at besøge hans land.
Vi mødes nogle gange, og langsomt men sikkert hober oplysningerne og planerne sig op på mit bord. Jeg indhenter pristilbud - for prisen er jo afgørende for, om vi kan rejse.
Klassen begynder at arbejde med Gambia i efteråret, og den 5. november 1997 kan 19 elever, to lærere og Momodou så flyve afsted til Gambia. Alle er meget spændte på, hvad vi skal opleve. Kan vi klare det? Vi skal nemlig bo i ti dage i Momodous landsby, Kuntaur Fulla Kunda. Den ligger godt 350 kilometer inde i landet, så vi skal langt væk.

Eleverne i klassen har lige før vores sommerferie modtaget et brev fra viceforstanderen Mr. Sheriff M. Saidy på Kuntaur Junior Secondary School, som skriver til os, at hans skole meget gerne vil have besøg af os og at hans elever allerede nu gerne vil korrespondere med os. Herligt, det er lige det vi har håbet på, så korrespondancen går igang.
Vi er blevet klare over, at det meste af den hjælp, som kommer til Gambia fra andre lande, bliver uddelt i områderne ude ved kysten, så derfor har vi lavet en lang liste over alt, hvad vi tænker os at medbringe til skolen og til vores pennevenner.
Vi samler børnetøj ind, vores skole giver stilehæfter, kuglepenne, kort over verden og Danmark, forskellige bøger om Danmark, legetøj, tusser, og så videre. Spies giver os tilladelse til at medbringe 100 kilo overvægt, så det er en stor hjælp for os. Bagagen er omfangsrig.
10. klasse laver også en stor fotobog, som fortæller om, hvordan vi danskere lever. Der er billeder af vores huse, vores mad og tøj, hvordan rummene er indrettet, hvilke dyr og hvilke grøntsager og afgrøder vi har. Vi har også billeder, der fortæller om danske traditioner - og om sne. Under hvert fotografi har eleverne skrevet en engelsk tekst, så bogen efter vores ophold i Kuntaur Fulla Kunda kan tjene som lærebog på skolen.
Vi laver en kopi af bogen til os selv og det er så meningen, at de enkelte arbejdsgrupper skal fotografere paralleller til de danske billeder, mens vi er i Gambia. Så nu skal vi i gang med at lave en billedbog om den gambianske levemåde.

Efter to dage ved kysten i kraftig varme har vi lejet en bus, som kører os ind til Kuntaur Fulla Kunda. Vi ankommer meget sent om aftenen, så det bliver kun til ophængning af myggenet og udrulning af liggeunderlag og så til køjs.

Siv og palmetag
Efter en urolig nat står vi tidligt op og opdager, at vi bor i en rigtig afrikansk compound. En familiebeboelse med flere forskellige huse - runde og aflange - med siv- og palmetag, eller med bliktage, og med et flettehegn udenom. I sådan en compound findes heldigvis også altid et herligt, stort, skyggefuldt træ. Det sidder man under midt på dagen og nyder den lette brise.

Efter alle de storslåede modtagelser går vores "hverdagsliv" i Kuntaur i gang. Vi spiser gambiansk mad som kvinderne i Momodous familie laver til os, og vi henter vand, vasker, er med til at rense jordnødder, høste hirse og hakke jord løs, så eleverne på skolen kan få hver sit lille jordstykke - og ikke mindst - er vi på besøg hos de forskellige familier i landsbyen.
Det er nogle helt utrolige oplevelser. Alle er umådeligt gæstfri og nysgerrige - alle vil gerne i kontakt med os og viser os en tillid og åbenhed som vi fra det kolde nord kan lære meget af.
Vores ængstelse er dels, om vi kan klare opholdet på grund af varme og de kummerlige forhold, dels om vi med vores besøg vil komme til at ødelægge noget for beboerne i landsbyen. Vi forsøger hele tiden at fortælle dem, at Paradiset ikke ligger i Europa. Det ligger heller ikke i Gambia - men vi kan lære mange gode ting af hinanden. En meget vigtig ting for mig er også, at vores elever kan få nogle brugbare værdier med hjem og ikke kun kommer hjem og siger: 'Hvor er det godt at være tilbage i Danmark, for vi har det hele, og de har ingenting'.

Det er heldigvis ikke sket - vi har lært mange, mange ting af vores ophold i Kuntaur Fulla Kunda - ting som vi ikke kan lære her i Danmark.
Da vi nærmer os afslutningen for opholdet, laver vi en evaluering med de gambianske og danske elever. Hvad har været godt, hvad har været dårligt og hvad kan vi lave bedre til næste år, hvor vi forhåbentligt besøger dem igen? Her er nogle af de ting, som bliver noteret som væsentlige:
At danskerne er venlige, at de ingen øgenavne bruger eller kommer med fornærmelser.
At folk fra Fulla Kunda er meget hjælpsomme, og at der ingen vold er. At vi har haft gaver, tøj og fodbold samt fodboldtrøjer med. At vi har arbejdet i marken og været sammen på trods af forskellig kultur og religion, at vi har lavet teaterstykker, sønget og danset sammen, at vi har været sammen om aftenen, og at vi har lavet vores billedbog.

Da vi skal rejse fra landsbyen holder skolen en afskedsceremoni for os. Alle 350 elever er til stede, samt forstanderen, viceforstanderen og elevrådsformændene (headgirl og headboy). Der er sange om vores ophold og en tale, som jeg her vil citere lidt fra: "We have found you to be realistic, quite accomodating, much willing, very sociable, quite tolerable, enthusiastic and quite friendly.
These are the qualities of a human beeing, and you have proved it beyond all reasonable doubts. Sometimes it is not easy to pinpoint who is Danish and who is Gambian if not because af the colour difference." I min takketale må jeg fortælle om, hvor meget vores gambianske venner har lært os om det at være mennesker sammen, og om hvor lidt det betyder, hvilken farve vi har - vi har de samme håb og de samme drømme.
En af lærerne på Kuntaur Junior Secondary School skrev et digt til os ved evalueringen. Jeg vil slutte af med noget fra digtet, for det komprimerer, hvad vi har oplevet:

This article is published on print in Djembe Magazine, no. 23, January 1998.

Hjem- Tilbage til start side

 
   [Mig][Gambia] [Bantaba Fourm][Afrika] [kultur] [Nyttige links][Natur] [Gæstebog][Gambia Daglige Nyheder]
[Sten circlerne][Serrekunda]